Dækning ved projektforsikringer i fare

Dato 18.03.20 |
Of:
Paul K. Jeppesen

Udskydelse og standsning af projekter igangværende byggerier kan medføre manglende forsikringsdækning ved senere skader. Derfor skal du straks genforhandle projektforsikringer og evt. kontrakt med bygherre og forsikringsselskab, hvis byggeriets aflevering udskydes.

Projektforsikringer tegnes med en fast ophørsdato. Forsinkes projektet kan arkitektvirksomheden stå uden dækning for sig selv og eventuelle underrådgivere, før ansvarsperioden efter ABR er udløbet. Det kan få katastrofale konsekvenser for arkitektvirksomheder, hvis der konstateres skader fx ved 5-års eftersynet på en sag, hvor projektforsikringen, grundet forsinkelsen, er ophørt.

Udsigt til forsinkelser?

Er der udsigt til forsinkelser på projektforsikrede sager, skal du derfor straks undersøge udløbsdato på eventuelle projektforsikringer. Det er typisk fem år efter forventet afleveringsdato, men kan være 10 år for sager udført for forbrugere, evt. sager, hvor en professionel bygherre bygger med salg til forbrugere for øje, og derfor har forlangt 10 års ansvar af rådgiveren svarende til bygherrens eget ansvar over for forbrugerne.

Skønnes der risiko for forsikringsophør før ophør af den ansvarsperiode der fremgår af din kontrakt, bør du straks kontakte bygherren og opfordre denne til at betale for en forlængelse, der efterfølgende søges forhandlet på plads med forsikringsselskabet.

Overskrides den afleveringsdato, der fremgår af forsikringen, og der ikke er taget stilling til forlængelse, vil projektforsikringen typisk ikke kunne forlænges. Det er den, der har tegnet forsikringen, der skal forhandle med forsikringsselskabet, men det er dig som rådgiver, der skal følge op for at sikre din virksomhed. Husk derfor at gøre tilsvarende, hvis bygherren eller en anden rådgiver har tegnet den projektforsikring, du er dækket af.

Hvis bygherren ikke vil betale for forlængelsen, eller forsikringsselskabet ikke vil forlænge, må du meddele bygherren at forudsætningen for din underskrift på kontrakten på dette punkt er bortfaldet. Du skal i så fald forlange en allonge til kontrakten, hvoraf det fremgår, at rådgiveransvaret, uanset kontraktens bestemmelser i øvrig, udløber samme dag som projektforsikringens dækning ophører. Dog efter kontraktens oprindelige bestemmelse, hvis aflevering alligevel sker så tidligt, at ansvarsperioden starter mere end fem år, i sager med 10 års ansvar og forsikring, 10 år, før forsikringens udløb.

Er projektforsikringen ikke tegnet endnu, opfordres virksomheden til at søge forsikringen tegnet med indbygget mulighed for forlængelse på grund af de p.t. uforudsigelige forhold. Det kan af likviditetsmæssige årsager ligeledes søges sikret, at bygherren betaler forsikringen uanset, hvad der i øvrigt er aftalt, således at virksomheden ikke afholder denne udgift uden at have fået honorar til dækning og med risiko for, at det honorar, der skulle betale forsikringen, måske udsættes i længere tid eller helt fortabes.

Ikke samme risiko på sager på den løbende professionelle ansvarsforsikring

Sager på virksomhedens løbende professionelle ansvarsforsikring er ikke udsat for samme risiko. Her følger dækningen de almindelige kontraktbestemmelser i aftalen, så udløbsdato først defineres den dag byggeriet afleveres.

Undtagelsen er dog virksomheder der står foran lukning, før de sidste byggesager, er afleveret. Den indbyggede ophørsdækning løber i fem år, for forbrugersager 10 år efter virksomhedens lukning. Står din virksomhed foran lukning uden, at alle sager er afleveret, vil vi derfor anbefale, at lukningen udskydes den nødvendige periode.