COVID19: Arbejdsfordeling, lønkompensation og sygedagpenge

Dato 16.03.20 |
Of:
Karen Sejr

Lønkompensation, refusion af sygedagpenge og arbejdsfordeling. Der er flere muligheder for at få hjælp til at dække (og dele) nogle af løn- og dagpengeudgifter via nye tiltag fra regeringen i forbindelse med COVID19-situationen.

Mange medlemmer sidder lige nu og prøver at finde ud af, hvilke muligheder de har for at bruge nogle af de hjælpepakker og initiativer der er taget for at hjælpe virksomheder igennem coronakrisen, der kan få store konsekvenser for erhvervslivet.

Her er et udpluk af nogle af de mest stillede spørgsmål fra arkitektvirksomheder, når det gælder deres medarbejdere.

Kan man lave aftale om arbejdsfordeling, når nu det ikke er en del af overenskomsten?
Ja, det kan man godt, MEN, det kræver at den enkelte arkitektvirksomhed indgår en ”anden kollektiv aftale” på virksomheden.

Denne aftale skal indgås med den pågældende gruppe medarbejdere på det område, I etablerer arbejdsfordeling for, dvs. enten med en tillidsrepræsentant (TR) eller – hvis TR ikke dækker alle i pågældende gruppe – så med samtlige medarbejdere i gruppen som underskrivere. Der er en række forhold som skal være på plads, før det kan lade sige gøre. På grund af Covid19 er der i øjeblikket forhandlinger om at indføre mere fleksible regler på området.

Få de seneste opdateringer vedr. arbejdsfordeling

Hvad med lønkompensation – hvad er det og er det noget vi kan bruge?
DI har lavet en FAQ om lønkompensation, Hvor du kan læse mere. Det kræver medlemslogin til DI.

Læs mere om FAQ og lønkompensation

Hvordan forholder det sig med refusion af sygedagpenge på grund af coronavirus?
Her er der ligeledes ved at blive vedtaget en lovændring som bl.a. vil suspendere arbejdsgiverperioden på 30 dage. Lovforslaget forventes at blive vedtaget 17. marts. DI har oprettet en FAQ om sagen. Det kræver DI-medlemslogin.

Læs mere om refusion af sygedagpenge

DI varetager HR- og Personalespørgsmål

Husk at det først og fremmest er DI, der kan hjælpe jer med spørgsmål omkring personalejura og lønspørgsmål. Danske Arkitektvirksomheder videreformidler aktuelle tiltag, muligheder og udfordringer – både den ene og den anden vej. Tag gerne kontakt direkte til DI, hvis du har konkrete spørgsmål til der vedrører dine medarbejdere.

DI’s Juravagt kan kontaktes på tlf. 3377 3377 – eller jura@di.dk.