Billede af boligarkitekt Tom Mose Petersen

Boligarkitekt: "Jeg vil udfordre det konforme"

Dato 06.01.20 |
Of:
Marie Kiersgaard Espersen

Arkitektur skal kunne mærkes, mener boligarkitekt Tom Mose Petersen. Hver gang han har en kunde eller et hold arkitektstuderende på Kunstakademiet i København forsøger han derfor at stikke lidt til deres opfattelse af, hvad en bolig er.

"Den tilfredsstillelse det er at lave et helt nyt hus, og bygherre så ringer efterfølgende og siger: "Ej, det lys, der kommer ind, er helt fantastisk." Den oplevelse er jeg ikke holdt op med at være barnligt glad for," fortæller arkitekt Tom Mose Petersen.

Tom Mose Petersen begyndte som håndværker og bygningskonstruktør og blev senere arkitekt med mange år på store tegnestuer, hvor han bl.a. tegnede Københavns første Metro og senere slog stregerne til Ørestaden fra en stilling som administrerende direktør i det finske arkitektfirma ARKKI. I dag har Tom Mose Petersen specialiseret sig i at tegne boliger for private.  

Med kig til Østre Anlæg i København har han siden 2006 haft sin egen enmandstegnestue: STOCK 35. 

"Da jeg var ung, havde jeg en naiv drøm om at tegne huse i dårligt vejr og bygge dem i godt vejr. At være boligarkitekt med en enmandstegnestue er det tætteste, jeg kommer på den drøm. For her får jeg tegnet en masse, og samtidig har jeg muligheden for at kombinere det med et job som studielektor ved siden af," siger han.

"Da jeg var ung, havde jeg en naiv drøm om at tegne huse i dårligt vejr og bygge dem i godt vejr. At være boligarkitekt med en enmandstegnestue er det tætteste, jeg kommer på den drøm." Tom Mose Petersen, arkitekt og medlem af Danske BoligArkitekter

Arkitektur skal kunne mærkes

Når han ikke ombygger boliger, er han nemlig lektor på Kunstakademiet i København, hvor han på 20. år underviser kommende arkitekter – og måske boligarkitekter.

"Til mine studerende siger jeg, at hvis man mister synet, skal en bolig stadig sige noget. Her vil mange af boligerne i de kulørte blade hurtigt miste deres relevans, fordi det bare skal se godt ud," fortæller Tom Mose Petersen, der er stor fan af den finske arkitekt og designer Alvar Aalto. Han fortsætter:

"Det særlige ved ham var den humanistiske tilgang. Alvar Aaltos arkitektur kan man gå hen og kramme og mærke, hver gang du rammer en flade. Kolde stålsøjler, der går ned gennem huset, brugt som nedløbsrør, viklede han læder omkring, så man ikke får et koldt gys, når man læner sig op ad dem. Han havde hele tiden opmærksomhed på, at når du rammer ind i huset, så har det en menneskelig virkning," fortæller Tom Mose Petersen.

Læs det fulde interview med boligarkitekt Tom Mose Petersen nedenfor.

Interview med boligarkitekt Tom Mose Petersen