Illustration af hus. Temamoede om kvalitetsledelse

Temamøde: Kvalitet er ikke en handling men en vane

Updated 02.04.19 |
Of:
Signe Moeslund Mains

Hvordan ændrer vi andre menneskers adfærd, så vi kan skabe forandringer? Gennem pjecer, paradigmer på intra og infomøder? Næppe. Der skal nemlig mere og noget andet til at ændre den menneskelige adfærd uanset om det handler om salg, ledelse, compliance eller noget helt fjerde. 

Mød nudging-eksperten Morten Münster, der står bag bestselleren ”Jytte fra marketing er desværre gået for i dag”, når vi holder temamøde i forlængelse af vores generalforsamling tirsdag den 9. april.

Mennesker i den virkelige verden opfører sig sjældent som de mennesker, vi bygger vores strategier til. De gør ikke, som vi har planlagt, de skal gøre. Faktisk modarbejder vi menneskets biologi og psykologi, når vi insisterer på, at gode argumenter, brændende platforme, klassisk change-management, pjecer, kampagner og fællesmøder er vejen frem.

Foredraget vil blandt andet komme ind på: Hvorfor er mennesker irrationelle – og hvordan kan vi udnytte det? Hvorfor gør mennesker ikke helt oplagte ting, der er i deres egen interesse? Og hvordan vi kan bruge adfærdspsykologien til at skabe forandringer?

Det bliver underholdende, dynamisk og tankevækkende.

Ud over Morten Münster kan du også høre chefkonsulent i Danske Arkitektvirksomheder Tine Holmboe fortælle om vores nye vinkel på kvalitetsledelse der – kan vi godt afsløre – er rippet for excelark og tunge paradigmer samt høre direktør i KANT Uffe Bay-Smidt fortælle om, hvordan fokus på ledelse af medarbejdere og opbygning af den rigtige organisation giver glade bygherrer.

Programmet ser således ud:

  1. Velkommen og kort intro til Danske Arkitektvirksomheders nye vinkel på Kvalitetsledelse v. Tine Holmboe, chefkonsulent, Danske Arkitektvirksomheder
  2. At leve er at lære – om ledelse af medarbejdere som driver v. Uffe Bay-Smidt, partner i KANT arkitekter
  3. Hvordan ændrer vi andre menneskers adfærd, så vi kan skabe forandringer? V. Morten Münster, forfatter og adfærdsekspert
  4. Afrunding og præsentation af ny Kvalitetsledelses-lommebog v. Katja Viltoft, bestyrelsesformand, Danske Arkitektvirksomheder

Arrangementet er for Danske Arkitektvirksomheders medlemmer. Både ansatte, partnere og indehavere er velkomne.