Foto: ABR18
ABR18 er næsten ved at være klar. Arbejdet forventes færdiggjort til maj.

Ny ABR 18 medfører store forandringer

Updated 14.03.18 |
Of:
Preben Dahl

Foto: Kontraframe

Efter snart tre års intenst arbejde er det af Regeringen nedsatte AB-udvalg tæt på at være færdig med byggeriets nye aftaledokumenter. 

Når dokumenterne er færdige i maj måned 2018 vil AB-dokumenterne bestå af: 

  • ABR 18 (Almindelige Betingelser for Rådgivning)
  • AB 18 (Almindelige Betingelser for Byggeri) 
  • ABT 18 (Almindelige Betingelser for Totalentreprise)
  • Forenklede ABR 18 (bliver formentlig to dokumenter)
  • Forenklet AB
  • Forskellige Appendikser 

Især ABR dokumentet kommer til at rumme markante ændringer i forhold til ABR 89. ABR-dokumentet bliver forholdsvis avanceret og kompliceret og mest egnet til store komplekse rådgivningsopgaver. Derfor har udvalget også valgt at udarbejde forenklede versioner, der kan håndtere de mere enkle rådgivningsopgaver.

"Dokumenterne forudsætter klarhed over den ydelse, som rådgiverne skal præstere, ændringer skal varsles så hurtigt som muligt, og leverer man ikke korrekt eller til tiden risikerer man at ifalde en sanktion."

Alle dokumenterne er udarbejdet med henblik på en opstramning af processerne. Det betyder kort fortalt, at dokumenterne forudsætter klarhed over den ydelse, som rådgiverne skal præstere, at ændringer skal varsles så hurtigt som muligt, og leverer man ikke korrekt eller til tiden, risikerer man at ifalde en sanktion.

ABR vil således medføre, at rådgiver og bygherre skal være meget eksplicitte i deres aftaler og i deres processer. Projekteringsledelsen får flere opgaver og et større ansvar. Virksomhederne bør derfor opgradere kompetencerne hos projekteringslederne.

Revisionen medfører generelt stort behov for, at arkitektvirksomhederne sætter sig grundigt ind i de nye dokumenter og - ikke mindst - justerer sine processer i overensstemmelse hermed. 

Parallelt med revisionen af ABR er Danske Arkitektvirksomheder og FRI i gang med at revidere ydelsesbeskrivelsen. Den nye ydelsesbeskrivelse vil også indeholde store ændringer i forhold til tidligere, bl.a. er den gamle fasemodel ændret væsentligt.

Danske Arkitektvirksomheder afholder sammen med FRI informationsmøder om de nye ABR dokumenter rundt omkring i landet. Informationsmøderne efterfølges af kurser i ABR 18, AB 18, ABT 18 og den kommende ydelsesbeskrivelse.

Læs mere om medlemsmøderne i både København, Aalborg, Aarhus og Kolding her

Mødet i København er desværre allerede overtegnet. Vi forventer at afholde et ekstra møde men gør samtidig opmærksom på, at der også vil komme kurser i løbet af foråret om det nye ABR18.