Foto fra Henning Larsen Architects
Henning Larsen Architects er en blandt flere arkitektvirksomheder der mener, at tværfaglighed og specialisering også er vejen frem for danske arkitektvirksomheder.

Strategiske samarbejder og tværfaglighed er vejen frem

Updated 24.01.18 |
Of:
Karen Sejr og Lene Espersen

Foto: Agnete Schlicktkrull

Fusioner, sammenlægninger og opkøb er en konkurrenceparameter, der er kommet for at blive. Men også specialisering og tværfaglighed er vejen frem, mener bl.a. Mette Kynne, CEO fra Henning Larsen samt Tomas Snog, kreativ direktør hos AI.

Konsolideringen i arkitektbranchen fortsætter. Schmidt Hammer Lassen er blevet opkøbt af amerikanske Perkins + Will, et globalt arkitektfirma med aktiviteter og kontorer i Sydamerika, Kina, Canada, England, Emiraterne og i store dele af USA. Og nu i Danmark.

Tendensen, at store firmaer opkøber andre og ofte mindre firmaer, er ikke ny. Det udløser en vis bekymring blandt nogle – for – er det den eneste vej frem?

Det mener vi ikke hos Danske Arkitektvirksomheder. Der findes andre måder at styrke sin forretning på og at imødekomme tendenser og strømninger. En af måderne er i højere grad, at tænke i tværfaglighed indenfor egne rækker. Størstedelen af danske arkitektvirksomheder er nemlig i dag, som udgangspunkt, meget ens. De består af arkitekter og konstruktører.

Sådan har det været i mange år – men ikke hos alle. Flere og flere arkitektvirksomheder begynder at se forretningsidéen og ikke mindst det praktiske i at have – eksempelvis – ingeniører ansat.

Flere kompetencer kvalificerer løsningerne

Hos Henning Larsen Architects har man haft ingeniørfagligheden inde ved tegnebordene i en årrække og i dag, er det et særskilt forretningsområde, der dels har betydet flere opgaver for Henning Larsen Architects men også, at virksomheden har fået styrket fagligheden med ny viden og andre kompetencer end de rent arkitektfaglige. Mette Kynne Frandsen, CEO hos Henning Larsen uddyber:

”Det startede med, at vi ville styrke vores viden om bæredygtighed, og vi fik tre phd-studerende fra DTU. Vi fangede hurtigt, at nærheden ved at være kolleger og deres faglighed og viden, kvalificerede vores designløsninger på en helt anden måde end tidligere.”

Hos Henning Larsen Architects handler det først og fremmest om at udvikle arkitektur, og ikke om man har den ene eller den anden uddannelse. Her er man optaget af at specialisere sig i at være  stærke på designprocesserne, så hvert projekt bliver udviklet og bygget på baggrund af den nyeste viden.

Mette Kynne ser dog også konsolideringen som en væsentlig trend:

”Hos Henning Larsen har vi fokus på at styrke strategiske samarbejdsrelationer, fordi det giver os adgang til nye projekter og styrker vores evne til at levere en professionel ydelse – hvor end det er i verden.”

Fokus på bæredygtige løsninger 

Den tværfaglige tilgang finder vi også hos AI, der har haft arkitekter og ingeniører ansat helt fra starten – dvs. de sidste 50 år. Ved at have et tæt samarbejde, kan AI komme rundt om både det arkitektoniske og det tekniske tidligt i projekterne. Tomas Snog, kreativ direktør hos AI fortæller:

”Vores ambition er at have faglig ligevægt mellem ingeniøren og arkitekten. Bæredygtige løsninger i byggeriet finder vi et sted midt imellem os. Det giver os en frihed på projekterne, at vi allerede har vores egne ingeniører, og at vi kan starte samarbejdet mellem de to fag fra begyndelsen. Vi skal ikke sætte et nyt hold hver gang, og det giver kontinuitet i det vi laver."

"Byggeriet står for 40% af energiforbruget og 30% af affaldet. Arkitekter og ingeniører har en fælles udfordring med at skabe arkitektur med mindre energi- og ressourceforbrug." Tomas Snog, direktør i AI

De store opkøb vi har set den seneste tid handler først og fremmest om at komme til at stå stærkere på det internationale marked og at kunne tilbyde ”hele pakken” så at sige.

En fælles udfordring

Vi er hos Danske Arkitektvirksomheder dog ikke i tvivl om, at de små og mellemstore danske arkitektvirksomheder stadig spiller en afgørende rolle i fremtidens byggeri og i forhold til at udvikle vores samfund i en mere bæredygtig retning. Eller som Tomas Snog udtrykker det:

"Byggeriet står for 40 % af energiforbruget og 30 % af affaldet. Arkitekter og ingeniører har en fælles udfordring med at skabe arkitektur med et mindre energi- og ressourceforbrug."