Opland: Landskabet skal ikke være poleret

Updated 06.06.17 |
Of:
Mia Winther-Queen

Foto: Opland

Selvom landskaber ofte er tilrettelagt, så må det gerne se utæmmet ud, for landskabet skal afspejle de områder, og de mennesker, der bruger det. 

Opland kan i år fejre 20 års jubilæum. De har siden 1997 arbejdet på at bringe naturen tættere på mennesker. Virksomheden afleverer, en ramme, som i fremtiden kan påvirkes af mennesker. Det handler i høj grad også om, hvordan området plejes og drives, da planterne udvikler sig over tiden. 

“Naturen betyder meget for os mennesker, og den kan være med til at øge vores livskvalitet. Det giver mening, når man kan se, at det landskab, vi har skabt har en positiv indvirkning på mennesker. Men du kan ikke bare plante en busk, den skal dyrkes. En af de vigtigste ting for os er, at det bliver til noget. Planter trives ikke i luftkasteller, og hvis vi skal gøre en forskel, så skal der være sammenhæng mellem landskab, bygninger, og hvordan det kan dyrkes og vedligeholdes i fremtiden,” siger direktør i Opland Peter Juhl. 

Et af de steder, hvor natur kan gøre en forskel er på Sct. Hans retspsykiatrisk hospital i Roskilde, hvor et stort udeareal med blandt andet patienthaver, skal give patienterne mulighed for at dyrke jorden eller lave fysiske aktiviteter. 

“Her bor mennesker, som ikke ser andet grønt end det, der hører til hospitalet. Så haverne skal rumme alle de rekreative muligheder, som vi mennesker har brug for. Nærheden til det grønne kan hjælpe både patienter og personalet,” siger Lars Alva-Jørgensen, partner og landskabsarkitekt hos Opland. 

"Planter trives ikke i luftkasteller, og hvis vi skal gøre en forskel, så skal der være sammenhæng mellem landskab, bygninger, og hvordan det kan dyrkes og vedligeholdes i fremtiden,” siger direktør i Opland Peter Juhl. 

Landskabet skaber plads til alle

Landskabet skal være en naturlig del af det, der omgiver det. På den måde er der på Jernbanestien, der er et hårdt belastet område i Odense, lavet plads til de udsatte beboere, der bruger området med tættere bevoksning nogle steder på stien, ligesom stien andre steder er åbent op, så det bliver tryggere at færdes der.

“Vi arbejder oftest med en overskrift på et projekt. Jernbanestien i Odense er et belastet område, men derfor er det også vigtigt, at vi både tager hensyn til de hjemløse og de prostituerede, der bruger området, og de øvrige beboere, der skal fra A til B. Vi skal nogle steder styre naturen, så der bliver trygt at være, men heller ikke gøre det for pænt, for så mister man nogle mennesker, som er vant til at bruge stedet. Samtidig er vi klar over, at det er et område, hvor der ikke kommer en gartner og luger hver uge. Det har indvirkning på formen af området, og selvfølgelig hvilke planter, der skal gro omkring stien,” siger direktør Peter Juhl.

Landskabet binder områder sammen

Opland agerer ofte som bindeled mellem beboere, arkitekter og entreprenører. 

“Landskabsarkitekturen skal binde det hele sammen. Der er mere fokus på landskabsarkitekturen nu end tidligere, og det betyder også, at vi får en større rolle, når vi arbejder sammen med blandt andre arkitekterne på projekter. ”Hos Opland har vi et stærkt fagligt fællesskab, som gør os i stand til at se på mange aspekter af landskabsarkitekturen,” siger Lars Ava-Jørgensen. 

På Kronprinsesse Sofies Vej på Frederiksberg skal Opland i løbet af 2017 i samarbejde med flere aktører øge trafiksikkerheden, sikre mod store mængder regnvand og skabe plads til grønne områder. 

I takt med at behovet for at kunne opsamle store mængder regnvand, oplever Opland også at synet på natur i byerne som værende noget pænt og meget velholdt, er ved at ændre sig. 

“Man tillader nogle andre pleje- og driftsformer, så alt ikke skal stå snorlige. Beboerne synes, det er okay, at der er lidt ukrudt. Det er med til at give liv og vise den kvalitet, som naturen har. Det er et opgør med pænheden og en forståelse af, at vi er en del af naturen og omvendt. Hvis man har fokus på fordelene ved, at ting godt må være lidt utæmmede, så kan vi også give bedre plads til naturen,” siger Peter Juhl.