Vejledning om andres konkurs

Updated 01.03.23

Er du i tvivl om din retsstilling i forhold til andres konkurs? Vi giver dig her et overblik med en gennemgang i de tilfælde, hvor en aftalepart tages under såkaldt rekonstruktion eller konkursbehandling.

Redegørelsen er ikke udtømmende og kan ikke træde i stedet for eller erstatte konkret juridisk rådgivning.

Rekonstruktion 

Reglerne i konkursloven om rekonstruktion har erstattet de tidligere regler om betalingsstandsning. I princippet kan alle indgive begæring om indledning af rekonstruktionsbehandling til Skifteretten.

En rekonstruktion skal indeholde en tvangsakkord og/eller en virksomhedsoverdragelse.

En tvangsakkord kan gå ud på en procentvis nedsættelse eller bortfald af fordringerne mod skyldneren eller en betalingsudsættelse.

Virksomhedsoverdragelse

En virksomhedsoverdragelse kan gå ud på overdragelse til eje af skyldnerens igangværende virksomhed eller en del heraf.

Konkurserklæring

Er en rekonstruktionsbehandling indledt, kan den ikke tilbagekaldes. Gennemføres der ikke en rekonstruktion, fører dette automatisk til, at skyldneren erklæres konkurs, medmindre skyldneren i rekonstruktionsperioden måtte være blevet solvent. 

Kriseramte virksomheder

Standser en virksomhed, sine betalinger, er det en meddelelse til omverdenen om, at virksomheden ikke kan betale sine kreditorer. Det er derfor vigtigt at se hvordan den kriseramte virksomhed håndterer dette. Hvis virksomheden ikke selv indgiver begæring om rekonstruktion, kan man som kreditor overveje selv at indgive en begæring om rekonstruktion eller eventuelt konkurs.

Redegørelsen indeholder blandt meget andet, også denne nyttige tjekliste:

Tjekliste for hvad man bør huske, når en aftalepart går konkurs

  1. Så snart man hører om en aftaleparts konkurs, bør man tage kontakt til boet (kurator). 
  2. Er der tale om en gensidigt bebyrdende aftale, bør man snarest muligt anmode kurator om en stillingtagen til, hvorvidt boet ønsker at indtræde i aftalen. Kurator skal svare uden ugrundet ophold. 
  • Er aftalen ikke ved konkursens begyndelse opfyldt fra skyldnerens side, kan man holde sin ydelse tilbage, indtil sikkerhed for skyldnerens ydelse er stillet. Hvis boet ikke på forespørgsel stiller den krævede sikkerhed, kan man hæve aftalen. 
  • Hvor boet ønsker at indtræde i aftalen, kan man kræve, at skyldneren betaler sin modydelse, hvis den er forfalden, eller stiller sikkerhed for beløbets erlæggelse, såfremt der er givet henstand. 
  • Hvis boet ikke ønsker at indgå en aftale, bør man hæve denne og anmelde sit krav i boet. 
  • Der bør laves en stadeopgørelse, som tiltrædes af begge parter, dvs. boet og arkitekten. 

       3. Anmeldelse af krav i konkursboet bør ske inden fire uger fra bekendtgørelsen af konkursen. 

       4. Gennemførelse af stadeforretning.

Vi vil altid anbefale dig at kontakte vores jurister, hvis en aftalepart er under konkursbehandling eller erklæres konkurs.

Vejledning om konkurser